Inkarigets storhed og fald
- en indføring i historie og kultur
De tidlige sydamerikanske kulturer er kendte for deres store håndværksmæssige kunnen inden for bygninger, keramik samt smykker og skulpturer i guld. Store dele af keramikskattene er bevarede men det meste af det guld der så overdådigt udsmykkede templerne, er blevet stjålet og omsmeltet af de spanske erobrere.
Inkaerne havde ikke et skriftsprog, så derfor kan det ofte være vanskeligt at skelne det store riges historie fra legender og myter. Hvad er historiske fakta og hvad er myter? Vi hører om Inkarigets opståen, der fortaber sig i en dunkel fortid, om de vældige bygningsværker, dagligliv, keramik, religion og om rigets endeligt ved spanieren Pizarros opdukken.
Vi følger forfatteren på en firedages vandretur ad nogle af de tilbageværende inkaveje i Andesbjergene for at ende i den forsvundne by Machu Picchu, som først blev opdaget i 1911.
Foredraget ledsages af lysbilleder og oversigter med navne og kort, som kan lette forståelsen af sammenhængene.